21 januar 2008

På rette plads

Hallo hallo, når nu projekter skifter status i virkeligheden skal de da også gøre det her! Jeg må huske at rette i oversigten over mine strikkeprojekter.

20 januar 2008

Der blev bagt og der blev smagt

Dejen hævede helt vildt meget, så det fyld jeg havde hældt i blev fortyndet en del mere ud i de luftige boller end jeg havde forestillet mig. Men smagen er der, sådan lidt af jule-veninde-kom-sammen. For hvornår får man ellers spist brød med fyld af pomerans, mandel, dadel og sukat. Jeg er ikke klar over om jeg kender nogen mænd der kan spise den slags godvilligt.

Tinekes foranledning kommer her et billede af en overskåren bolle.

Jeg kunne ikke lade være

Tørklædet til min far spøgte i baghovedet, og jeg fik mig efterhånden regnet frem til at en rundpind på 60 cm alligevel ville være for kort at strikke et halstørklæde på, når det skal strikkes på langs. Fredag eftermiddag fik jeg anskaffet mig en ny der er lidt længere.
Opslagningen var et puslespil; 23 masker skulle efter sigende give 10 cm. En lille prøve kunne vise at det passede fint - og sagtens kunne stækkes længere. Når der skal slås op med dobbelt tråd, går der faktisk 80cm til den lille øvelse, (og selvfølgelig ikke lige meget af de to ender) så at slå op til et næsten 2 m langt tørklæde kræver i nærheden af 20 gange så meget garn. Jeg fik målt 19 gange 80 cm garn op og lagt det dobbelt, og nåede at slå 412 m op før den ene ende slap op.

Jeg håber det bliver langt nok.

Striberne er bestemt udfra 'random stripe generator'. Men på grund af retstrikning bliver striberne alligevel ikke helt som planlagt, og også forskellige på hver side. af tørklædet.
Anderledes tilfældigt er stadig tilfældigt. Jeg syntes det ser ok ud. De to forskellige garntyper kommer også til at give en del effekt. Det var vist ikke med i overvejelserne da farverne blev valgt...

Mod til brød

Jeg fik igen sat dej i gang til et brød, eller måske bliver det til boller..(?) Sikken en effekt det havde på effektiviteten at droppe surdejen. Denne gang bruger jeg ikke det ekstra gode mel fra Aurion med kim i - der kan gøre brødet lidt mørkt, meget sundere og bestemt mere smagfuldt - men bare det ganske almindelige hvide hvedemel. Til gengæld har jeg ryddet lidt op i gemmerne for at finde noget andet brødet kunne få smag af, så alle pomerans, mandel, dadel, og sukat resterne er blevet hældt deri. Jeg er sikker på at man skal være udstyret med en del mere kulinarisk mod for at spise af brødet, end dem jeg normalt servere for er udstyret med, så jeg får sikker lov at spise det selv. Jeg skal nyde det.

17 januar 2008

Jeg opgav ikke...

- at bage brød, kun at bage surdejsbrød. Så nu vender jeg tilbage til det der engang fungerede så godt.
Mens jeg forberedte aftensmaden i går lagde jeg også dej til (gær)brød. Dejen fik et skvæt af surdejen, - nu jeg har den. Men surdejen arbejder jeg ikke videre på, den er bare blevet parkeret i køleskabet. Der fik den selskab af det ubagte brød brødet natten over.
Brødet blev bagt imorges imens jeg var under bruseren. Og hvilken forskel. Mine surdejseskapader var ellers lige ved at få mig til at tro jeg have mistet grebet, men nej.
Det blev brød det her, det blev lige som sådan et skal være og det er godt.

14 januar 2008

Åh hvor jeg vil

- bage mit brød selv! Men det bliver ikke med den surdej jeg nu har haft stående i en uge. Efter den første brød variant i eksperimentet, lavede jeg i går eet jeg ikke engang selv gad spise. Det var endda lidt mere luftigt, men smagen... Så nu må det være slut med surdejsdrømmene.

Jeg har det svært med at give op. Helst vil jeg knokle videre og bevise at jeg kan få det til at fungere. Men der er måske også en værdi i at give og op når resultatet ikke står mål indsatsen og interessen svigter.

Så nu vil jeg finde noget mere givende at spilde mine talenter på.


... gærbrød?

13 januar 2008

I glas og ramme

Ældste har en overgang haft ferskvandskrebs. Han var selv med til at dykke ned på bunden af en sø for at hente dem. - Det var sjovt, men hver ting til sin tid, og nu skal akvariet ud af værelset.
Det lykkedes gennem en veninde at sælge noget af det seje indhold; et sunket skib med indlagt lys og en krukke med guld på Trendsales, men akvariet er ikke sådan at komme af med. Nu overvejer jeg om jeg selv kunne bruge det til noget.

Selv om det er vandtæt behøver der jo ikke nødvendigvis komme vand i før der kan udstilles noget i det....?

12 januar 2008

Den boblede

- måske ikke ligefrem lystigt, surdejen, men jeg lagde nu alligevel dej til brød. Og da den skulle stå og hæve lunt, anbragte jeg det helt naturligt det luneste sted - ved siden af fyret. Men hov! Det er jo ikke der jeg har haft surdejen stående. Den der skulle stå ved mindst 22 grader. Hurtig omrokering af surdej fra nær kølig vindueskarm, hen ved siden af dejen. Og samtidig bslutning om at bage igen i morgen, for enten kan det kun blive bedre eller også vil det være rart at gentage successen.

Sidste på eftermiddagen så jeg til dejen, der så ret død ud og en surdej der nu var begyndt at boble en smule.

Brødet blev bagt og var overraskende godt - sådan helt nybagt. Men også klægt og tæt i strukturen. Der er helt sikkert muligt at bage et bedre brød i morgen.

Hvis jeg nu planlægger det færdigt til aftensmaden, så det skal spises lunt....
Posted by Picasa

11 januar 2008

Hvor kan man få - et ordentlig brød

Det ser så yndigt ud - med en dynge mel og en kande vand. Men det skal man ikke lade sig narre af. Det er noget grisset roderi.
Ideen derimod er ganske idyllisk. Der var engang hvor jeg bagte alt mit brød selv, men det er længe siden. Jeg blev fristet til at tage brødbagningen op igen, da min avis bragte en opskrift på at få gang i en surdej til lyst brød, og har de sidste 4 morgener hældt mel og vand i flasken. - Det er slet ikke så let. Skulle jeg gøre det om ville jeg vælge en patentkrukke istedet, så melet ikke ryger ud over det hele når jeg forsøger at få det ned i flasken.
Det bliver spændende om den i morgen vil boble lystigt som tegn til at den er færdig, så skal der lægges dej til brød. Jeg glæder mig allerede.

Hallo, er der nogen?

Juleaften fik yngste fik en skøn julekrybbe i gave. Men det er nok ikke juleevangeliet der spøger i den 1½ åriges hjerne, når hun griber Jesusbarnet, trykker ham på maven, holder ham til øret og lader tiraderne lyde med mellemrum. Den må være lidt gal med referencerammen.

Kompromiser

Når man kan veksle et alt for langt langbord med gamle guirlander og hyacinter, og være glad i tilgift, så kan man noget med kompromiser som jeg må have lært. For jeg ender med følelsen af at der gik noget fra mig. Selv når får det som jeg gerne vil, slår det skår i glæden, at det ikke umiddelbart var mig velundt.

10 januar 2008

Øv

Min afhandling driller. Den skulle have været færdig inden nytår, faktisk skulle den have været færdig midt i december hvor min ansættelse udløb. Men den er ikke færdig. Den trækker tænder ud og jeg har svært ved at koncentrere mig.
Gid jeg var færdig.

07 januar 2008

Farveforvirring

Jeg er ikke begyndt på det stribede halstørklæde endnu, selv om det lokker, for min 2 mm rundpind er i brug til dominospenceren. Og jeg vil ikke købe en ny. Det vil bare gøre det muligt at have flere ufærdige projekter liggende.

Så jeg skal lige strikke spenceren færdig først.

Plan A: Den skulle strikkes af to af mine selvmønstende garner, mørk foroven og lysere forneden, og så med en mørkeblå kant for at skabe lidt ro.

Efter at have strikke det ene nøgle (næsten) op bliver jeg i tvivl om de to garner kan bruges sammen... Men jeg har en plan B: Kantfarven kunne måske bruges til den nederste del. Men, det er svært at finde en mørkeblå i en 'rigtig' farve, og den jeg har købt er kun halvgod, og kan kun bruges til smalle kanter. Jeg har prøvet at strikke et felt (og var hurtig til at trævlede igen, kameraet kunne ikke følge med). Det så mærkeligt ud ved siden af. Farvel til plan B

Så hvad gør jeg nu med den lyse, for den ser da sjovt udvandet ud ved siden af det mørke garn? Kan det her overhovedet komme til at fungere med det garn jeg har? Eller skal jeg tage hul på plan C og prøve at finde en matchende lyserød til den nederste del?

Egentlig vil jeg bare gerne være færdig med den, så jeg kan komme igang med halstørklædet. Og på den anden side skal den også gerne blive pæn.

Posted by Picasa

05 januar 2008

Nyt garn

Jeg har været en tur i garnbutik sammen med mine forældre, for at finde garnet til fars halstørklæde.

Hvis jeg havde haft tid til at strikke inden jul ville jeg have lavet et til ham i mørkeblå, gråt og hvidt og måske sammen med en enkelt mere vovet farve. Men sådan skulle det ikke være Nu bliver det istedet brunt med rød og grønt.

Garnet er valgt i to forskellige kvaliteter, Arwetta og Drops alpaca. Jeg håber det kommer til at give en god effekt. Stribemønsteret er lavet med 'random stribe generator'. Sådan at jeg skal strikke enten en eller 3 rækker i samme farve. Jeg er spændt på at se hvordan det kommer til at se ud.

Det var en udfordring at finde lys nok til at fotografere, mest fordi jeg lige ville 'afjule' huset først, imens begyndte det at sne, og da jeg var færdig var vinduerne dækket af sne. Jeg måtte åbne et vindue for at få lys nok i vindueskarmen. Derfor er der sne på garnet.

04 januar 2008

Snestorm?

Hvorfor er det, at der er så mange der ønsker sig en snestorm? Jeg har svært ved at se hyggen i en blæst der er så ødelæggende og stærk som en storm.

Måske har det noget at gøre med, at selv meterologerne er begyndt at kalde ganske almindeligt snevejr for en snestorm.

Sne og snevejr vil jeg gerne være med til at ønske, hvis bare den vil komme uden stormen, så vi slipper for skader, men kan nøjes med at rydde vejene bagefter. - Det ville være kønt.
.
Og der er nogen der allerede har fået.

02 januar 2008

Idag er en særlig dag

Først var jeg oppe før dag fordi yngste efter at have døset det meste af to dage nu føler sig temmelig frisk. Hun bliver hjemme alligevel. Det var også tiden for en hurtig køretur hen til mekanikeren, med efterfølgende rask gåtur gennem nattemørke gader, i håb om at manden har luft i kalenderen idag. Bilen skal synes - senest i dag. Ikke en optimal dato at blive opmærksom på kort før jul. Uheldigvis har han ikke tid, men vil tage sig af det snarest. Han siger jeg ikke behøver bekymre mig, men jeg vil nu helst have overholdt reglerne.
Lige efter at ældste var sendt afsted til skole ringede rengøringsmanden på døren, en dag tidligere end jeg havde regnet med. Der var en del bunker at jævne, men nu efter at han har hvirvlet rundt overalt, er her rent og pænt. Jeg burde udnytte tiden hvor yngste sover til at få arbejdet, men jeg er træt i mit hoved, så istedet vil jeg sætte mig med en kop te og få styr på den nye kalender.


01 januar 2008

Nytårsaften

- blev en afdæmpet affære. Ældste var ikke hjemme, og yngste var blevet syg i løbet af dagen, og enten lå og sov på sofaen eller hang i armene. Det gjorde det vanskeligt at dyrke anden underholdning end hvad fjernsynet kunne levere, sammen med nogle rækker på dominospenceren når armene var ledige. Efter et glas surt boblevand kl. 12 og en tv-transmiteret nytårsgudstjeneste med en skarp og vittig Møllehave gik jeg i seng. Til den festlige lejlighed var jeg iklædt ny-indkøbt tøj.

Normalt investerer jeg ikke i nyt tøj til nytår, men jeg havde brug for en erstatning for den kjole jeg efter juleaften skyndte mig at vaske for at kunne bruge den igen til juledagenes familiesammenkomster. Da kjolen kom ud af vaskemaskinen var den ikke længere i kategorien kjole. Jeg burde vel have forudset at merinould og 40 graders maskinvask er ikke-kompatibelt.