30 november 2015

På spring

Huset burde være fint og julepyntet.
Men selv om jeg har været i gang det meste af weekenden, er her ikke meget julepynt fremme - endnu.

Der er heller ikke de store mængder at trylle med i gemmerne, for meget tog skade af 6 år i en fugtig kælder, og er kasseret sammen med min lyst til nisser.

En lille orkidesamling planlægger til gengæld at hjælpe med pynten. Snart er der blomst i dem alle.

14 november 2015

Perfektion

Elsebeth spørger om man bare kan starte sin blog igen. Inden da overvejede Anne hvordan man griber det an, når man vil igang igen.

Jeg blev fristet, og luftede tanken hos Lisbet der opfordrede mig til at vende tilbage.



I dag, året efter og dagen før ER jeg flyttet. Det var den enkleste del. At komme rigtigt på plads er sværere.

Først udsatte jeg flere opgaver for ikke at udfordre økonomien efter den store investering i det perfekte hus.

Men at vente, giver tid til at overveje og jeg fristes til at ønske intet andet end det helt perfekte.

Af frygt for at vælge forkert, vælger jeg ikke noget, og så sker der heller ingenting.

Imens bliver ToDo-listen kun længere, mere uoverskuelig og også tydelig for andre.

Måske er 'perfektion' slet ikke den saliggørende statiske endestation jeg forestiller mig, men istedet et udtryk for når det kun er een selv der kan se at der er punkter på ToDo-listen.

Nu er genoplivning af Tanterne ikke længere en opgave på listen.